Glansbillede vs. virkelighed. Jeg har en Instagram profil , hvor jeg har mit eget lille univers med små firkanter af vores liv. Firkanterne er virkelig små firkanter taget ud af vores meget store liv. De firkanter JEG har valgt at dele, med dem som følger med der, er firkanter af alt det pæne. Jeg elsker at tage billeder og jeg elsker at fange små øjeblikke hos mine børn. Øjeblikke hvor de er opslugt af leg, samtale eller bare en situation hvor jeg synes de ser nuttede eller lækre ud. Jeg er vild med at fange lyset i vores hjem, når det falder så smukt ind af vores dannebrog vinduer og så er jeg glad for farver på tøj og blomster og måden det er sat sammen på. Derfor er det ofte de elementer som optræder i mine firkanter på Instagram. Jeg håber håber håber, at alle ved vi også roder, støver, græder, har mørke rander under øjenene og lugter af gnu - alt det gør vi, det er bare ikke det jeg bruger Instagram til. Jeg følger ikke de profiler som gør, selvom jeg synes det er fint også at vise den side af hverdagen frem. Den måde jeg bruger mediet på, er bare mere som et magasin. Jeg gad ikke købe et magasin fyldt med snavset vasketøj. Jeg synes bare det er så vigtigt, at vi alle sammen godt ved at det man vælger at dele på Insta ikke er sandheden, ikke hele sandheden i hvert fald. Det er ekstrem bitte små bidder af vores liv. Det må vi alle huske på.

Jeg viste i dag en lille insta snap af vores morgen i sommerhuset. Ja, altså ca. 25 sek. af vores morgen og der var rod på filmen. Som i legetøj og køkkenrod ud over det hele. Jeg fik så mange reaktioner på den film, at jeg belv helt forskrækket. Tror folk virkelig at Insta er min virkelighed. Instagram er måske overfladisk, jeg synes ikke - men det er jo hvad man gør det til. Jeg synes blot det er hyggeligt at få små glimt ind i de verdener jeg helt selv har valgt at følge med i, og jeg er meget bevidst om at det er en lille procentdel af vores ægte liv med alt hvad det indebærer.

Jeg ville vildt gerne sætte filmen ind her, så i kunne se med - men surprise, så er mine tekniske evner igen ikke med mig. Den ligger dog på min Insta til i morgen tidlig. Derefter siger det pling og så er rodet pist væk og kun tilbage i mit virkelige liv.

...Og forrresten, så stod mine børn på ovenstående billede sådan lige inden vi kørte hjem fra sommerhus. Alfred introducerede sine søskende i at trampe på snebær. Sådan så de giver et lille smæld. Det elskede jeg også, da jeg var barn.


Følg rigtig gerne med på BLOGLOVIN' , FACEBOOK & INSTAGRAM

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - klik hér!

Likes

Comments

Jeg forstår ikke, at jeg hver evig eneste gang rammer mine ører forkert, når jeg skal sætte mine høretelefoner ind. Hver gang kommer højre ind i venstre og omvendt. Hver gang!

Har Selma længe talt om en onkel Andersen og jeg har bare sådan sagt ja og nå og ikke helt vidst hvem hun ævlede om. I dag gik det så op for mig, at det var H.C. Andersen.

Er jeg lidt ved at udvikle tics over den helikopter som konstant flakser rundt over Nørrebro.

Kan min Alfred læse. Tænk en verden som åbner sig for ham nu. Det er stort, når den kode pludselig siger knæk.

Har jeg nok den næstdårligste stedsans, den eneste som topper mig - det er min mand. Vi er utrolig glade for hver vores GPS. Apropos GPS, så bruger jeg Google Maps og jeg synes simpelthen pigen som dirigerer mig, lyder så sød. Jeg er vild med hende og meget taknemmelig også.

Er vi startet på den nye sæson af Game of Thrones og jeg synes det var lidt for meget at de i første afsnit sagde: winter is coming og winter is here virkelig mange gange. Bortset fra det, så er alt godt og Jon Snow er stadig pæn.

Vi har ikke tv i sommerhuset og vi har glemt vores iPad på Nørrebro. Den som ungerne plejer at titte på, når de vågner kl. numse og de voksne gerne vil sove mere. Nu ligger der en stak bøger klar i sofaen. Spændt på hvornår de kommer ind til os og siger godmorgen.
Det er nu så rart ikke at have tv her, men vi overvejer snart at få noget net installeret. Der er grænser for hvor meget ludo, man kan spille på en regnvejrsdag.

Den der ubådssag giver mig så mange kuldegysninger. Hvad pokker er der dog sket nede i den ubåd. Jeg ville seriøst aldrig sætte mine fødder i sådan et væmmeligt undervands rør. Gys! Jeg håber inderligt at sagen bliver løst. Stakkels familie.

Tænk at det snart bliver efterår. Punktum.

Er jeg gift med den dejligste nørd. Ur nørd. Min mand elsker ure, og går så meget op i detaljer som jeg slet ikke forstår. Detaljer som mit øje end ikke engang kan se.

Likes

Comments

Jeg har haft en lidt hektisk uge. Hektisk på den rigtig gode måde. For mig! Ikke så god for mine børn, for sagen er den at jeg ikke har været så meget hjemme. Det er faktisk lidt nyt her hos os. Jeg har jo været gravid, ammet og bare været rimelig meget nede med mor beatet de sidste 7-8 år. Har lidt lyst til at synge: så gik der tid med det ( kender i ikke den). Jeg har simpelthen ikke haft det store overskud til mig selv og slet ikke til særlig meget andet end sofa efter kl 19. Sofaen er bestemt stadig god, især sammen med min mand, chips med holiday dip og noget nexflixværk på skærmen. Det er virkelig ikke at kimse af. Så jeg kimser slet ikke, men jeg glæder mig også over, at jeg ikke er gravid og træt, eller en ammende baby mor. Jeg er Trine og jeg har også et liv uden mine børn og det henter jeg mega meget energi i at have.

Mine børn er bare ikke så vant til den Trine og slet ikke Alfred, for som den største i børneflokken, så har han jo virkelig nydt godt af alle mine år, som den der altid henter, altid spiser med om aftenen, hyggen i nattøj og godnat læsning i sofaen. Det er det han kender bedst i sin lille fine verden. Min mand rejser med sit job, men det er han jo vant til, så det påvirker ham ikke på samme måde, når farmand ikke er i husstanden. I går skulle jeg igen gå inden aftensmad, faktisk skulle jeg gå lige efter jeg havde hentet min børnebande hjem og det blev simpelthen for meget for ham. Og når han står der med sine våde øjne og siger, mor vi har jo slet ikke spist sammen alle fem i denne uge, så får jeg onde stik i mor hjertet. For lige præcis det, at spise sammen om aftenen, det gør vi næsten altid og jeg elsker at side der om vores runde spisebord og høre alle deres røverhistorier en for en. Hvis en af os skal noget, så er det ofte efter børnene er lagt. Sådan var denne uge bare ikke. Vi fik en god snak, min søn og jeg. Han er ok og nu glæder vi os alle til en fredag sammen med guf og børnefilm.

Så her kommer et lille udpluk af ugens dejlige aftaler

Kaffedate med en gammel kær veninde og fine blomster. Vi har faktisk ikke set hinanden i små ti år, men det er så rart at vi nu gør igen.

Yoga tid er dejlig tid og så kan man købe sunde shots med de bedste daddelkugler i det smukke center.

Jack Daniels BBQ event i seje omgivelser ude i Sydhavnen. Jeg har noget med fine vinduer. Jeg har jo altid været svært glad ved en god gammeldags whiskey og cola, men i går lærte jeg et par andre virkelig gode drinks at kende med Jack D. Den bedste var efter min mening Jack D Honey, espresso og martini. Prøv den, sådan lidt White Russian agtig, men bedre.

Og så var der en skøn aften ude med dejlige veninder på italienske Tonys på Østerbro. Jeg havde faktisk min brudekjole på for første gang efter brylluppet for snart et år siden. Den er jo ikke pragende på nogen måde og kan nemt bruges til jeans. Jeg er glad for den!

Til sidst vil jeg ønske jer alle en skæppe skøn weekend. Vi skal op i vores sommerhus og det bliver sikkert regnvejr. Pyt, eller noget.

Likes

Comments

Det lyder bare så pænt på engelsk. Synes jeg i hvert fald. Men om det er på dansk eller engelsk gør det ikke hverken lettere eller nemmere. Shit, det er en af de ting i verden som jeg synes er sværest. Ja, jeg har svært ved at give slip. Altså at give slip på mig selv.

Dengang jeg mistede min mor gik jeg hos nogle psykologer og fælles for dem var, at de sagde at jeg ikke trak mit vejr. Kun halvt. Mine skuldre sad oppe under skyerne og jeg holdt på mit vejr og dermed også på mig selv. Og jeg gør det stadig, og det gjorde jeg måske også inden jeg mistede min mor. Måske er det bare en vane, men jeg prøver at være meget opmærksom på det. Altså jeg øver mig i at kunne trække mit vejr heeeeeelt ned i maven og det hjælper så meget, når jeg gør det. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg sådan går og holder på mig selv. Det føles som om jeg holder igen. Jeg holder igen på mine følelser, sådan ubevidst. Eller, jeg er bevidst om jeg gør det, men det er som sådan ikke en bevidst handling. Jeg er ret god til at kontrollere mine følelser, det har jeg været længe. Det er få gange hvor jeg sådan har ladet dem få frit løb. Dengang for snart syv år siden, der var der noget som blev slukket indeni mig, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af at tænde for præcis den knap igen. Måske den er væk og simpelthen ikke en del af mig længere. Jeg ved det ikke. Det sidste halve år, har jeg heldigvis fundet en ny knap som mindende om den gamle. Og jeg mærker derfor mig selv meget bedre end for blot kort tid siden. Heldigvis, det andet føltes lidt ligesom at bo inde i en vakuum pakket krop. Min mand siger det også, at jeg er blevet bedre til at lade mig selv føle glæde igen. I lang tid oplevede han nemlig, at jeg ikke ville tillade mig selv at føle ægte glæde. Det var ikke med vilje og jeg var heller ikke klar over det var sådan, men jeg kan godt se det nu. Jeg følte det var så forkert at verden bare gik sin glade vej videre, når alt var forkert indeni mig. Det eneste jeg kunne føle i meget meget lang tid, det var min baby Alfred. Heldigvis for det. Og stakkels min mand, det var godt han holdte ud. Det er jeg så glad for.

Jeg er også blevet bedre til at trække mit vejr, fordi jeg ved det er godt for mig at trække det helt i ned i det dybeste. Jeg tager dog stadig mig selv i at holde på det og have mine hænder knyttet, selv når jeg bare sidder alene. Det er ubehageligt og jeg vil så gerne af med det. Ting tager bare tid og det her lang tid. Det er blandt andet også en af årsagerne til, at jeg er startet til yoga .Yoga som jo også handler om at trække sit vejr, at slippe al luften ud. Efter sådan en yoga time, føler jeg mig derfor 20 kilo lettere, både i kropsvægt og i sind. Jeg kan mærke, at jeg slipper mere og mere, hver gang jeg er i træningslokalet. Jeg tør mere ligesom jeg ude i verdenen tør at slippe mig selv mere ud af mit vakuum. I dag var jeg til yoga igen og der læste jeg et opslag om vejrtrækning. Der stod simpelthen at vores vejrtrækning påvirker vores krops bevægelighed, sindstilstand, vores rummelighed og vores relation til omverdenen . Pyha, jeg blev lettet over at jeg er begyndt at blive bedre til at trække vejret, for jeg er enig i det hele. Min holden på mit vejr og på mig selv, har haft en kæmpe stor betydning i mit liv!

Jeg er god til at være glad og positiv og det er nok også derfor sorgen aldrig fik mig helt i knæ. Nogengange tænker jeg dog, det måske havde været bedre hvis jeg havde sluppet helt og lagt mig under dynen i min sorg. Jeg prøvede faktisk, men jeg kunne ikke. Derfor må det simpelthen betegnes som noget af den fineste, sårbareste, modigeste og undervurderede kunst - at kunne give slip. Det handler måske også om tro. Ikke den religiøse slags, men om at turde tro på livet. På det gode liv, som ikke handler om sygdom og død. Jeg tror på det nu og jeg er også ægte glad med bobler i maven og jeg smiler og griner og tør mærke når jeg ER glad.

Følg rigtig gerne med på BLOGLOVIN' , FACEBOOK & INSTAGRAM

.

Likes

Comments

Igennem tiderne har jeg haft flere forskellige venskaber. Sådan helt tilbage fra folkeskolen og gymnasiet. Jeg har aldrig været den store ørn i at holde fast i de helt gamle venskaber. Desværre. Måske også fordi jeg er flyttet til et par nye byer igennem min ungdom. Det er egentlig ærgerligt, fordi jeg har haft nogle fantastiske venskaber, som bare ligesom er gledet ud i farten. Andre venskaber er gået i stykker og jeg er også blevet slået op med. Altså sådan venskabs slået op med. Det er nok helt naturligt, livet tager jo en med forskellige steder hen og noget kan holde til det, andet kan ikke. Jeg har tidligere haft sådan en underlig følelse i maven. Sådan en følelse, hvor jeg ikke helt vidste om jeg var inde eller ude. Det er en væmmelig følelse. Heldigvis er det mange mange år siden jeg sidst havde det sådan i et ægte venskab. Piger kan simpelthen bare være de rene djælve overfor hinanden. Og det er så ærgerligt, når det foregår blandt venner. Det er som om vi har så travlt med hvordan andre er, hvordan andre lever og hvad de gør. Vi kommer til at dømme hinanden, hvis ikke lige vi forstår. Eller også bunder det i en grim misundelse. Jeg synes det er sejt, når nogen tør stå ved deres valg også selvom det er lidt ud fra normen. Jeg kan godt selv komme til på forhånd at forklare hvorfor, jeg har truffet et specifikt valg. Den forklaring bliver ofte et forsvar, uden jeg helt ved hvorfor. Jeg tror ofte vi er vores egen værste fjende i det her og meget af det bunder nok i, at vi ikke altid helt tør stå ved de valg vi træffer. Og derfor føler det skal forklares. Jeg kan godt komme til at tale noget ned, altså noget omkring mig selv. Fordi jeg på forhånd er bange for, at komme til at være for dygtig eller virke bedrevidende. Lidt ligesom, når der blandt mødre tales om børn, så er det nemmeste ofte at sige at ens børn også er umulige og sover lorte dårligt, selvom det er en kæmpe løgn.

Jeg tror det især var i de sene teenage år, at jeg godt kunne have den der ondt i maven følelse over ikke helt at passe ind. Måske var det bare inde i mit hoved, det ved jeg jo ikke - for jeg talte aldrig med de involverede om det. Måske handlede det bare om, at jeg ikke helt vidste hvem jeg var endnu. Jeg er dog ret sikker på, at der i mange pigevenskaber er en del usagte intriger. Jeg vil helst have lorten på bordet, der hvor jeg er nu og jeg gider egentlig ikke at undskylde eller forsvare for de valg jeg tager i mit liv. Selvom jeg stadig kommer til det. Ikke i mine tætte relationer længere, men i de mere sporadiske.

Jeg er selvfølgelig ingen hellig frans og kommer også til at tale om andre og det er ikke altid kun blomster der kommer ud af min mund. Det at tale om andre mennesker, er måske også noget vi har brug for - sådan for at spejle, sammenligne og tænke: Sådan gider jeg IKKE at leve mit liv. Eller, det der DET gad jeg godt! Sådan har det nok altid været og vil blive ved med. Der hvor korthuset vælter for mig, det er når det foregår i det som man betegner som tætte venskaber. Der burde man kunne sige direkte til hinanden, hvis noget er dumt. Eller rose hinanden hvis noget er godt. Basta bum karl!

Likes

Comments

// Indeholder reklame

Denne weekend skulle egentlig have stået på sommerhus, men vi besluttede i sidste øjeblik at vi trængte til en weekend hjemme i byen. Og så var der også alt det praktiske, såsom sengetøj som skulle vaskes, kedeligt indkøb, lidt oprydning i lejligheden og andet super spændende. Efter Kalle havde sovet sin middagslur, besluttede vi os for at cykle en tur. Sådan en tur hvor vi alle cyklede. Vi har en Christiania cykel og ofte propper vi bare børn og udstyr ned i den, men denne gang skulle de små ben altså hjule helt selv. Mine børn cykler ikke så ofte af nød, da de alle går til børnehave, skole og vuggestue om morgenen. Vi bor lige ved siden af. Derfor var det faktisk første gang Selma sådan skulle ud i den ægte københavner trafik. Alle klarede det top! Hun er sådan en sej lille pige, aldrig beklager hun sig over noget som helst. Og da vi cyklede hjem og vi spurgte hende om hun var ok i benene, svarede hun blot. Jep, jeg har gemt alle mine kræfter til det sidste stykke. Se, det var da et smart træk.


Som ofte, når vi er på tur ender vi på det gamle Baresso. Det som nu går under navnet Espresso House . Alle tre børn elsker det lige så meget som deres moder. Altså mig. Her i København findes der utrolig mange fancy caféer og mange af dem har nogle virkelig imponerende.... tadaaa - avocadomadder. Som jeg også holder meget af. Det gør jeg. Men engang imellem, skal det bare være nemt, lækkert og uformelt og det er lige hvad Espresso House er for mig og for os. Det er mit solo helle sted 10 min efter arebejde, det er venindetid, og så er det familietid en lørdag eller søndag. Mine børn elsker deres smoothies og deres pastasalat og så självklart deres kanelbullar. Jeg elsker bare deres helt originale iceblend. Altid stor. Altid med vanilje. Altid uden flødeskum, men godt med krymmel. Og det gør min mand også nu. Jeg tænker, at den for mig er ligesom kaffe, for dem som drikker den slags og helst ikke vil undvære.

Min historie med Iceblends går langt tilbage til før der overhovedet var tænkt på børn. Dengang jeg gik daglige lange ture rundt om søerne med en veninde, dengang vi havde tid til sådan noget. Vi skulle ingenting, vi skulle i hvert fald ikke være hjemme til aftensmad kl 17.30, så vi gik og gik og talte og talte og så drak vi iceblends. Om vinteren med store vanter på, snotnæse og klaprende tænder. Åh jeg kan helt savne den tid, hvor der ikke hele tiden var et loft. Et loft over den tid vi bruger. En ting er helt sikkert, dengang satte jeg ikke nok pris på tid. Hold nu kæft, hvor fik vi vendt meget på de ture. Så kom den første barsel og der gik jeg mere end nogensinde. Også ved søerne. Med en blend og en scone med choko. Ikke særlig sundt, men det var dengang det hele handlede om overlevelse. Jeg gik langs søerne mod Rigshospitalet med lille Alfred i vognen hen til min mor. Det var langs søerne jeg lige nåede at samle lidt kastanjer, som jeg tog med op til hende. Bare så hun kunne fornemme årstiden - lige inden hun døde. Senere begyndte jeg at tage Alfred med ind på caféen, hvor kan hurtigt også ville have noget med sugerør og det samme skete med Selma og ja også Kalle. Det er vores lille luksus, en tradition og et rum for hygge for os alle sammen.

Det var simpelthen en ode til min kærlighed for Iceblends og måske også en lille forklaring på mit navn her på bloggen.


Ps. er der måske nogen som har nævnt min lille blog højt et sted uden jeg har set det? Har på en dag lige pludselig mere end fordoblet min trafik. Tak, af hjertet tak. Også bare hvis det er sket af sig selv.

Likes

Comments

Lige lidt af alt det her lækre tøj, som jeg ikke kan lade være at kigge på. Der er meget pænt ude i butikkerne lige nu, både dem på gaden og dem der ligger online. Nedenstående er lidt af det, som jeg synes er så utrolig pænt. Noget af det hænger heldigvis hjemme i mit skab andet hænger så pænt inde i de fine butikker. Jeg er typen, som er ret tro i forhold til hvor jeg ynder at shoppe. Og lige midt i mit smukke hood ligger den fineste butik propfyldt med noget det bedste. Butikken findes online - her . Jeg har derfor samlet lidt favoritter derfra - måske i også synes det er pænt. Det er jo i den noget dyrere ende af spekteret, det er jeg helt med på. Derfor har jeg blandet det dyre sammen med noget af det, som man kan hitte i de lidt billigere butikker. Sådan gør jeg faktisk altid. Finder noget, som virkelig er lækkert i kvaliteten, og så sætter jeg det sammen med noget som koster mindre. Så er det den dyre del, som får lov til at leve rigtig længe i mit klædeskab. Og der kan løbende udskiftes eller tilføjes tilbehør. Giver det mening?

For god ordens skyld vil jeg lige skrive, at alle mine links her, ikke er reklamelinks. Jeg kan ikke helt finde ud af det, så det er bare links i kan bruge hvis i lyster - jeg får ikke noget ud af det.

Og min bluse på billedet er en gammel sag fra h&m.

Denne kjole fra Ganni, er jeg så heldig at eje. Jeg har brugt den med en t-shirt under, men også med en langærmet. Den er pæn til hverdag med sneakers til, men kan hurtigt blive sjovere med en hæl og læbestift. Jeg har ikke t-shirten her, men jeg er åbenbart ikke færdig med kirsebær, for jeg er vild med den og så koster den (kun) 100 bananer. Jeg tænker det kunne være fint, at der lige kiggede et par bær op over kjolen.

Bi t-shirten er jeg altså lidt forelsker i. Faktisk er jeg i det hele taget ret vild med det print. Jeg har selv et par grønne strømper med sammen print. Bukser er fra hm og de er da sjove og fine. God kombi synes jeg.

Mine nye bløde lækre velour bukser . Total ynglings. De fåes også i kjole og en langærmet bluse. Jeg er fan af velour kan jeg mærke. De her bukser kan også bruges til det hele. Men med en lækker strik, er man altid dækket godt ind, synes jeg. Denne er pæn og så har den sådan en pæn ryg med bindebånd. Den er fra Zara og kan findes her .

Jeg er blevet så glad ved lange kjoler. Aj, det er pænt. Og så er det sejt at de har flere funktioner. Denne her kjole er så smuk og jeg vil elske at bruge den til hverdag med denne overdrevne pæne strikvams. Den kan du finde her . Jeg har en anden strik fra samme mærke og den har jeg boet i hele sommeren. Lidt kedeligt at den skulle så meget på, når nu det er sommer. Men den er god!

Likes

Comments

Nu har jeg i mange år afleveret mine børn om morgenen. Eller faktisk er det ofte min mand, som har den tjans, men efter vi har fået tre børn - tager jeg tit en eller to stks rotte med på vejen. Lige præcis i morges havde jeg rigtig god tid, men normalt går vi begge efter en hurtig aflevering. Både fordi, der i vores mening ikke er grund til at trække afleveringen i langdrag, men også fordi vi skal være et sted, så vi kan komme hjem igen i ordentlig tid. Hvis vi afleverer de små omkring kl 8, hvor Alfred skal være i skole. Så er de ofte en af de aller aller første. I lang tid tænkte jeg, at dem som blev afleveret sent, så tilsvarende også blev hentet sent. Det gør de så ikke. Det seneste jeg henter er kl 16 og når jeg gør det, så er der sgu ikke mange børn tilbage på diverse stuer. Bevares, det er da super dejligt og i bund og grund er jeg top misundelig over at så mange familier har den mulighed. Altså mulighed for at give deres børn så korte dage. Hver dag! Jeg forstår det bare ikke. Der er også altid forældre som har oceaner af tid til at stå at tale sammen efter afleveringen, det har jeg aldrig tid tid. Og sidst, men ikke mindst så er der alle børnehavebusserne, som drøner ud af byen hver dag. Her er der også mange forældre som har tid til at stå og vinke OG til at sludre bagefter. Nuvel, der er folk med skiftende arbejdstider, selvstændige og andre forskellige slags job. Det forstår jeg, men er der virkelig så utrolig mange med den type jobs?

Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvad mon folk laver, siden de har så meget tid om morgenen og stadig formår at hente deres yngel igen inden kl 16?? Det står da virkelig også i skærende kontrast til de få, som aldrig har muligheden. Dem som skal være på arbejde tidligt om morgenen og først kommer hjem om eftermiddagen. Eller enlige forældre, som skal have det hele til at hænge sammen.

Børnene er små i kort tid og hvor ville jeg dog også gerne give dem daglige korte dage. Jeg synes bare ikke helt vores lille danske samfund er bygget op på sådan en måde. Men måske mennesker i nogle erhverv får bedre og bedre mulighed for selv at styre deres tid. Jeg tænker med hjemmearbejdspladser og fleksibiliteten i at kunne arbejde når og hvor som helst. Jeg synes det er skide smart. Hagen ved det, må være at arbejdet hurtigt kommer til at flyde lidt ud og hvis man skal side hver aften og arbejde når poderne sover, så kan det gå ud over ens partner. Med mindre at denne er i samme arbejdssituation. Så er forståelsen nok bedre.

Det hele har måske også noget med kultur at gøre. Hvor det i særlige kredse er ilde set at hente sine børn efter kl 16 er det i andre kredse helt normalt. Og der er vel i princippet heller ikke noget galt med noget af det. Sålænge man bare holder sig indenfor børnehavens eller vuggestuens åbningstid. Sammenlignet med mange andre lande arbejder vi mindre og holder meget mere ferie. Så sådan helt overordnet set, så har vi det vel meget godt. Og det tror jeg vi skal blive bedre til at huske på. Huske at vi har det godt og at vores børn også har det godt, også selvom de har nogle lidt lange dage. De er jo ofte glade og tilfredse hvis vi er. Søren og jeg har en dag eller to igennem vores syv år lange karriere som forældre, sendt børnene afsted, selvom vi selv havde tilladt os selv en fridag. Jeg indrømmer blankt, at især jeg havde mega dårlig samvittighed. Men - når vi nu ikke har så mange pasningsmuligheder, så var det chancen for at gå ud en hverdag for at spise brunch uden børn, altså som helt ægte kærestefolk (det var før vi blev ægtefolk). Og på den måde, er jeg helt sikker på at vi bliver nogle bedre forældre. Og vupti så er vores børn glade når vi henter dem. (Det gjorde vi forresten ret tidligt de to dage, bare så ingen bliver forarget over os ). Bliver man egentlig det? Altså forarget?

Likes

Comments

Én dag havde Alfred været tilbage i skole og så fik vi et brev fra inspektøren, om at der har været skyderrier i området. Inspektøren ville meddele os, at de er opmærksomme på eleverne. Jeg har tænkt lidt over, hvordan det hænger sammen og at det som sådan ikke handler om de små klasser. Men så alligevel, for nogle kan for eksempel bo i visitationsområdet, have en far som arbejder i området eller en storebror med de forkerte venner. Det er sgu en barsk verden vi lever i. Selvom det jo slet slet ikke er hverdagskost for os med sådan nogle beskeder. Så kan jeg ikke lade være at tænke, at sådan noget er hverdag for børn i mange andre lande. Altså sådan noget med skyderrier og frygt. Jeg ved godt jeg skriver alt for meget om min bydel. Men i kombination med brevet fra skolen og et indslag på Aftenshowet i går aftes - om bander. Igen. Bander som altså huserer lige her i nærheden af vores matrikel. På den anden side af rundelen, som vi bor relativt tæt på. Som i 10 minutter fra på gåben. De taler om visitationszoner, konflikter, skyderrier og andet krigssnak. Det er underligt, for hvis ikke de søde mænd og damer sad der inde i skærmen og fortalte om hvad der foregik. Så ville vi ikke ane en skid. Ingenting. Vi mærker ikke til vold og kampe, men det er virkelig skræmmende at det foregår så tæt på. Det føles nærmest uvirkeligt. Jeg har det lidt som pigen de interviewede fra Nørrebro. Jeg føler da overhovedet heller ikke de ville gå efter sådan som jeg. Eller min familie. Det er måske naivt, især fordi at skud også har ramt helt uskyldige tilfældige mennesker på gaden. Det er saftsuseme lidt et andet sted at vokse op for mine børn, end den rolige landsby på sydsjælland jeg selv var barn i. Der skete aldrig en flyvende fis. Alle tre børn er jo i deres respektive insitutioner dagligt i nærområdet og de færdes ude i gader og stræder, hvis de tager på tur i løbet af dagen. Gisp.

Som jeg nævnte kort i dette indlæg, så synes jeg også det er så synd for alle de hårdtarbejdende danskere med anden etnisk herkomst som jeg møder hver eneste dag her på Nørrebro. Det er uretfærdigt, at en masse mennesker skal se sig sure på dem, som har formået at opbygge sig et nyt liv her og som nu skal visiteres på vej hen på deres arbejde. I Aftenshowet talte politikkerne om, at der nu skulle slåes endnu hårdere ned på uromagerne. Det er jeg selvfølgelig enig i. Men samtidig kan jeg godt være bange for at strammere regler og love hurtigt også rammer de helt forkerte mennesker. Lidt ligesom det også har ramt en masse mennesker på kærligheden i forhold til, hvis man ønsker at få sin udenlandske kæreste til Danmark. Det er stort set umuligt.

Jeg fornemmede i dag en summen blandt folket her på Nørrebro, en summen omkring at fraflytte. Vi flytter ikke og jeg føler min familie er tryg her, i hvert fald lige så tryg som i mange andre byer i Danmark. Der kan jo ske alt muligt man ikke er herre over og denne bekymring nægter jeg at have. Jeg var jo faktisk også allerede bange og bekymret over alt det andet som sker ude i verden, så måske jeg bare ikke kan rumme flere af den slags bekymringer. Jeg har arbejdet med min frygt og jeg mærker den heller ikke helt på samme måde længere. Jeg har skrevet mere om frygten her. Jeg tror det er derfor jeg lukker ned for det og nægter at være bange denne gang. Også selvom jeg i realiteten er en kæmpe bangebuks, som er bange for mørke. Og som i dag kørte en omvej, så jeg ikke skulle igennem gaden, hvor der var skyderrier. Så jeg kan alligevel ikke helt slippe tankerne om balladen.

I går hentede jeg lille Kalle, inden jeg hentede de andre børn. Vi smuttede ind i Byoasen , som vi bor overfor. Her kælede vi med kaniner og høns. Gav gederne græs og plukkede fine blomster. Vi købte dejlig juice af den rare kiosk mand, som altid har en køkkenrulle klar, som han lige hiver et par stykker papir af og giver mig til ungernes beskidte muler. Det er det Nørrebro, som vi er så mange som elsker og føler os trygge i. Et Nørrebro med roser op af alle husmurene. Et Nørrebro som udefra er kontrastfyldt og potentielt farligt, men som indefra mest af alt minder om en lille bitte langsby.

Likes

Comments

1. Hader jeg at der ligenu er en masse i medierne om gangstere/bander her på vores Nørrebro. Skrid eller opfør jer pænt på vores fine bro. Aj, det er simpelthen så ærgerligt, især for alle de gode gode mennesker som hver dag knokler og gør det skide godt i vores samfund.

2. Griner jeg stadig inde i mit hovede over Selma. Hele sommeren har hun hver gang vi har været ved havet spurgt om det var ok hun lige gik ud i vandet og shoppede lidt.

3. Sommeren, hvilken sommer?

4. Bliver jeg stolt, glad og mega skræmt over at i er så mange som gider at læse med her. Tak skal i have. Hver og en.

5. Savner jeg mine veninder, som jeg ikke rigtig har fået set her over ferien. Glæder mig til at se dem igen.

6. Har jeg en dreng som er vild i varmen over matematik i skolen. Det har han stensikkert ikke fra mig. Jeg er så dårlig til tal. Jeg ser simpelthen ikke logikken i det. Det gør han.

7. Når jeg hører sangen vi er røde vi er hvide, kan jeg ikke lade være med at blive rørt. Sådan helt bævrende underlæbe rørt. You go girls.

8. Lige nu er Selmas hofret markrel med mayo. Til morgenmad. Noget af en stinker at starte dagen ud med. Godt det ikke ender i håret som det gør på Kalle.

9. Drak jeg en Sommersby Sparkling Rosé, som nogle søde lejere havde efterladt i vores sommerhus. Uh den var god og smagte virkelig af en til. Tak for den.

10. Har jeg siden i fredags været så træt så træt. Sådan helt gennemsyret træt. Træt i kroppen, træt i øjnene. Og nu gør min hals ondt når jeg synker. Av av. Jeg håber at natten kurerer det, jeg gider ikke og jeg har heller ikke tid til at være syg.

11. Åh ja lige en sidste inden jeg sover. Kalle er begyndt at kalde på Alfred og Selma. Ad aaaaddddd for Alfred og Maaaaa, for Selma. Det lyder så sødt. Ligesom når han siger dit dit istedet for dyt dyt. Måske man skulle have været der, men jeg smelter helt over sådan en lille fin stemme som former ord.

Likes

Comments